Da jeg skulle vælge fotograf til min hjemmeside, faldt mine tanker hurtigt på Bente Foged Madsen. Jeg kender Bentes billeder fra vores lokale børnehave og skole, hvortil Bente har taget mange skønne billeder. Billeder, hvor Bente har afsløret sin evne til at fange fantastiske motiver, men også evnen til at fremstille en særlig stemning i billederne. Bente har leveret alle bilederne til min hjemmeside:denbedstefødsel.dk
Billederne er taget under undervisningsseancer, til en efterfødselscafe, til et foredrag og i hjemmet hos en gravid. Det har været en sand fornøjelse at samarbejde med Bente.
Da jeg i starten lod Bente forstå, at jeg ønskede at beskytte mine kunder mest muligt mod at få taget billeder, leverede Bente fluks gode ideer til hvordan det kunne lade sig gøre. Bente kom i slutningen af undervisningen og efterfødselscafeen og gled ganske særligt og organisk ind i vores forum og fik taget de fineste billeder, der viser den særlige stemning i min undervisning og på efterfødselscafeen, og det nærmest uden at de gravide og mødrene opdagede det. Til mit gratis foredrag kom Bente i starten af foredraget, og det samme gentog sig – der blev taget fine, stemningsfyldte billeder fra foredraget.
Billederne blev lagt ud på min Facebook-hjemmeside:
facebook.com/denbedstefoedsel – en uge før den gik i luften. Billederne afstedkom en fantastisk reaktion, og der var skabt en stor forventning om den kommende hjemmeside!! Da hjemmesiden blev en realitet, oplevede jeg på mindre end en uge intet mindre end 104 delinger og et rekordstort antal likes. Det skyldes naturligvis det glade budskab, men også de særligt stemningsfyldte billeder.
Jeg giver hermed mine bedste anbefalinger til Bente. Hun er en fremragende fotograf.
Gitte Thetmark, Jordmor